Det er tydelig at Hagerup hadde klokketro på reven. I en malende beskrivelse sa han: «Efter mit Bekjendtskab til Spitzbergen er det ingen Tvivl om at de som er udrustet paa saadan Fangst absolut maa gjøre noget; i særdeles hed i Bellsund hvor Ræven har sit egentlige Hjem derborte, da det er Fuglefjeld som er paa milevis og der ligger den og lurer paa Fugl, Unger og andet Affald. Jeg har seet Følger paa indtil 20 Stk. i Skokken. Om Sommeren lønner det sig ikke at skyde den, da den springer saa Haardotterne fyger af den. Jeg har været tilstede ved det at have baaret Renbørre [reinbør/skutt rein] og sat med den, og der har været 5 Stykker og spist af Renen. 2 Stykker slog jeg ihjel med Krudthornet.»
I fortsatt optimistiske vendinger tok han så for seg de mulighetene han ellers mente var til stede for å gjøre en vellykket fangst: «I Bellsund maa der vistnok ikke være saa lidet Bjørn som samles der for at søge efter Hvidfiskskrotter som i Aarenes Løb er bragt i Land og ligger der, saa der maatte antagelig fanges en god Del Bjørn ogsaa. Angaaende Renen er det det bedste Terræn paa Spitzbergen. I Aarets Løb maatte man fange mindst 200 Stykker. Om Kobben vil jeg antage at man maatte faa en 50 Tdr. Kobbespæk. Den øvrige Fangst faar blive efter Omstændighederne.»
Han antok at man måtte kunne få solgt reveskinnene, og sannsynligvis også det meste av vinterskinnene fra den øvrige fangsten, til turistene på Spitsbergen. Og med gode skinnpriser og en økende turistfart til øygruppen på denne tiden, trodde han at det å være førstemann ute med «en saadan Plan», kunne bli en lukrativ affære.
Så kom han inn på midlertidig utstopping av fugler og dyr, og mente at han om nødvendig kunne lære seg den kunsten på kort tid. Og likedan med fotografering – «som maatte lønne sig at handle med Turisterne». Vi har uten tvil å gjøre med en grundig og fremsynt mann, med usvikelig tro på sin plan – eller i det minste et inderlig ønske om å få satt den ut i livet.